OM BOGMARKEDETNYHEDSBREVKONTAKT
BogMarkedet
Nyheder Lederen Bestsellerlisten Artikler Jobbørsen Nyt om navne Annoncer Kalenderen Statistik Arkivet
Arkiv
Forside
Ejgil Søholm er død
– Af Kurt Fromberg
Ejgil Søholm har 65 år gammel sat punktum – han nåede det hele.
Pludselig stod han i døren, lige ankommet med tog fra Århus, middel af højde, trivelig med blank isse og et stort viltert skæg, iført anorak og en bugnende skuldertaske. Han så på én med sine spillende, kloge øjne, samtidig med at han affyrede en overraskende åbningsreplik. Det var bogmanden par exellence, Ejgil Søholm, der var arriveret med cerut i mund og et utal af bolde i luften, som han uophørligt gjorde rede for på sit drævende jyske mål, alt mens han fremdrog diverse materiale fra tasken til underbyggelse af de tanker og ideer, han tumlede med.
Ejgil Søholm besad en polyhistorisk viden om folk og fæ, om de bøger han brændte for, om biblioteksverdenen og bogbranchen, intet i den litterære republik var ham fremmed. Som forfatter, litteraturkritiker og bibliotekar gjorde han sig stærkt gældende med markante meninger og sikre holdninger, men her skal han især fremhæves og takkes for sin store indsats i bogformidlingens tjeneste, som oversætter, debattør, udstiller, taleskriver, sangskriver med meget mere, man gik aldrig forgæves til Ejgil, når en opgave skulle løses. Karakteristisk for ham var hans skæve humor, sproglige brillans og evnen til at give et synspunkt en ny sammenhæng ved at se en sag fra den anden side. Tænk bare på hans festlige og barokke gendigtning af vrøvlevers for børn og hans 12 litteraturkalendere, spækket som de er med nyttig og unyttig viden.
Ejgil fik ud over sine mange gøremål også tid til et omfattende socialt liv, hvad det usædvanligt store opbud fra hele landet ved hans bisættelse i Århus i lørdags (19.1.2002) vidnede om.
I det sidste brev, jeg fik fra Ejgil, fra hans græske ø Simi, hvor han for øvrigt var æresborger, kunne han konstatere, at selv om han var rekonvalescent, nåede han at skrive årets pensum + at gøre en udstilling færdigt.
Godt gået, Ejgil. Hvor vil vi savne dig.
Kurt Fromberg
(Bogmarkedet nr. 4-5 2002)
28-01-2002
Personalia