OM BOGMARKEDETNYHEDSBREVKONTAKT
BogMarkedet
Nyheder Lederen Bestsellerlisten Artikler Jobbørsen Nyt om navne Annoncer Kalenderen Statistik Arkivet
Nettet strammes: g.dk køber eLounge.dk
Pr. 1.7. har Gyldendals internetboghandel g.dk købt internetboghandlen eLounge ApS
Af Nils Bjervig

Konkurrencen om kunderne på nettet skærpes. g.dk er med købet »på en meget solid 2-plads« blandt de danske internetboghandler, siger adm. dir. Tine Weppler.
Den største, målt i omsætning, er Saxo.com.
Sidste år købte JP/Politiken sig ind i Saxo.com. Den tredje på markedet er Adlibris, der også er ejet af en stor koncern, svenske Bonniers. IndeksRetails gad.dk er også ved at komme i gang.
 
eLounge.dk bliver en del af g.dk A/S og er dermed er alle andelshaverne i eLounge købt ud, heriblandt ArtPeople, der havde Jakob Kvist i bestyrelsen.
»g.dk og eLounge.dk har forskellige profiler,« siger Tine Weppler, »og det skal de blive ved med at have. eLounge er den prisbillige butik med et kæmpe titelkatalog, ca. 4 mio., med mange udenlandske titler og mange studierelaterede bøger. Profilen på g.dk er mere klassisk, med mange tekster om bøgerne og forfatterne, mere en indgang til bogens og litteraturens verden.«
Tine Weppler er glad for købet, der giver en størrelse, så målet om en virkelig rentabel internetbutik kan nås. »Det kan man kun med en stor volumen.«
Foreløbig er eLounge.dks og g.dks databaser adskilt. »Vi henvender os med de to butikker til hver sin kundegruppe. Det vil vi fortsætte med, men der vil på et tidspunkt blive en eller anden form for fællesskab. Men forbrugeren vil fortsat opleve at handle to forskellige steder,« siger Tine Weppler.
Af de fem ansatte er det kun direktøren Michael Peter Frost, der følger med over i g.dk. Han får titel af Brand Manager. Lageret, der hidtil har ligget i Herlev, flytter til NBC.
 
Nogle regnskabstal
eLounge.dk havde i 2009 en bruttofortjeneste på 1,3 mio. kr., (648.877 kr.), et resultat før skat på 79.164 kr. (-287.707)
g.dk havde en nettoomsætning i 2009 på 25 mio. kr. og et resultat før skat på -4,7 mio. kr.
Saxo.com havde en bruttofortjeneste på -834.188 kr. (5,2 mio. kr.), et resultat før skat på -8 mio. kr. (113.000 kr.)
(tal for 2008 i parentes) 
 

Priser
Trisse Gejl modtog Albert Dams mindefond på 30.000 kr. i Forfatterforeningen 17. juni, hvor Egon Clausen i sin begrundelsestale henviste til mange finurlige statusrapporter på Trisse Gejls Facebookprofil.

Forinden havde Mette Thomsen modtaget Harald Kidde og Astrid Ehrencron-Kidde samt Peder Jensen ­Kjærgaard og hustrus fond på 25.000 kr for romanen 6.
Læs mere om prisuddelingerne i BogMarkedet nr. 13

Gyldendals Lærebogspris
Gyldendals Lærebogspris blev uddelt ved en reception i Gyldendals gård 17. juni. Den gik i år til Jens Aage Poulsen som en anerkendelse af hans historiske forfatterskab og hans udvikling af hele fire forskellige historiesystemer. I sin begrundelsestale sagde forlagschef Mathias Bruun, at det begyndte for 25 år siden med nogle lagersucceser, men at det er endt med nogle særdeles godt sælgende titler. Prisen er på 50.000 kr.

Opråb fra de faglitterære forfattere
Faglitteratur er ved at blive smal litteratur. Det konstaterer Den faglitterære gruppe i Dansk Forfatterforening i en pressemeddelelse. Her foreslår de, at der nedsættes et udvalg, som skal komme med forslag til kvalitetssikring af skole- og lærebøger. Endvidere foreslås det, at der oprettes en forsøgspulje til støtte af faglitterære akademiske og kulturlitterære, dansksprogede udgivelser i andre medier end bogform.
Læs mere om de faglitterære forfatteres opråb i BogMarkedet nr. 13

BiBi lever endnu!
Der florerer i øjeblikket en historie om, at BiBi ikke opdateres mere, og at BiBi bliver lukket i juni 2010, skriver Boghandlerforeningen i sit nyhedsbrev. »Intet kunne være mere forkert. BiBi bliver opdateret med den samme regelmæssighed, som har været gældende lige siden starten. Det betyder dagligt. Forskellen på dengang og nu er kun et spørgsmål om kilden til opdateringerne. Nu er det nemlig Bogportalen, der leverer opdateringer vedrørende udgivelser, der ekspederes fra DBK og NBC. Alle andre opdaterer på uændret vis.«

Glasnøglen til Adler
Jussi Adler-Olsen fortsætter med at bade i succes. Sidst har han fået den fornemste skandinaviske udmærkelse for romanen Flaskepost fra P. Den er af Skandinavisk Kriminalselskab tildelt Glasnøglen som den bedste kriminalroman i Norden i 2009. Prisen, der er uddelt siden 1992, er opkaldt efter en roman af Dashiell Hammett. Kun tre andre danskere har tidligere fået prisen: Peter Høeg i 1993, Erik Otto Larsen i 1995 og Leif Davidsen i 1999.

Livsvarig til Helle
Helle Helle er af Statens Kunstfonds Repræsentantskab blevet indstillet til at modtage en livsvarig kunstnerydelse. I begrundelsen hedder det blandt andet: »Med sine mesterlige iscenesættelser af det almindelige liv fremstår Helle Helle i dag som én af Danmarks vigtigste fortolkere af middelklassen og den danske provins.« Helle har senest udgivet Ned til hundene (2008). Ydelsen er indtægtsafhængig med en maksimal ydelse på ca. kr. 150.000 om året, mens minimumsydelsen udgør ca. kr. 16.500 kroner.

Mænd tænder på lyd
Mens kvinder står for omkring 75 % af samtlige køb af traditionelle bøger, ser billedet anderledes ud, når det gælder lydbøger, skriver dr.dk. Halvdelen af de danske lydbøger bliver nemlig købt af mænd. Direktør i lydbog.dk, Kim Reinhardt, udtaler til dr.dk, at man med lydbøgerne har fået fat i et helt nyt mande-marked, og at en mulig forklaring på den store forskel mellem kønnene, når det gælder bøger, kan være, at mænd er mindre teknikforskrækkede end kvinder.

DR pris til Ejersbo
Det blev Jakob Ejersbo og romanen Liberty, der løb med DR Romanprisen 2009-2010. En af begrundelserne for at give prisen posthumt til Ejersbo lød, at han har formået »at beskrive afrikanerne på en fantastisk indlevende måde, som måske ikke er set siden Karen Blixen«.