Andre steder i Europa lyder der lignende toner. Som omtalt inde i bladet er britiske forlæggere og boghandlere i gang med at finde forskellige samarbejdsformer, hvor de skal lære hinandens hverdag og virkelighed bedre at kende, og hvor de på en særlig hjemmeside kan udveksle gode ideer og i det hele taget debattere, hvordan man giver bogen et bedre liv i landet. I Sverige har en arbejdsgruppe netop afleveret en litteraturudredning, som på en række områder udtrykker bekymring for bogens og litteraturens fremtid, og i Norge er man i gang med et tilsvarende arbejde for at undersøge, om der er behov for at revidere landets love på området og evt. indføre en fast pris på bøger i de første måneder, den er på markedet.
Alt sammen er det udtryk for, at branchen nu for alvor begynder at mærke de dramatiske følger af de mange forandringer, bogen udsættes for på godt og ondt med digitaliseringen og fremvæksten af netboghandlere og netforlag som de største udfordringer. Som det blev formuleret af professor John B. Thompson på konferencen, så står vi i dag i en situation, hvor selv de største amerikanske forlag ikke ved tilstrækkeligt meget om, hvordan markedet ser ud om seks måneder. Budgetter og prognoser bygger på forudsætninger, der om en måned kan vise sig at være forældede.
I den situation er der naturligvis behov for at tale sammen. Ikke for at lave kartel-lignende aftaler om prissætning eller andet, men for simpelthen at få tid og plads til at tage nogle overordnede diskussioner, høre på hinandens vurderinger og overvejelser, få input og gode råd fra eksperter – og måske også for at få lov til at give udtryk for frustrationer og få renset luften for misforståelser. Det er jo ingen hemmelighed at forholdet mellem boghandlere og forlæggere er blevet betydeligt mere modsætningsfyldt de senere år. De to parter har på en række områder ikke længere umiddelbart de samme interesser.
Der er også et åbenlyst behov for at se, om branchen kan blive bedre til at tale med én stemme udadtil, ikke mindst i forhold til politikere og ministre. Også her har det haltet med sammenholdet de senere år på grund af de ofte modsatrettede interesser – ikke kun mellem forlag og boghandlere, men i mindst lige så høj grad internt mellem forskellige typer og størrelser af forlag og internt mellem de mange forskellige typer boghandel.
Konferencen viste også, at der på nogle områder hersker en vis begrebsforvirring –f.eks. om, hvorvidt en overgang til nettopriser vil medføre, at returretten forsvinder (hvilket blev hævdet af en boghandler men afvist af Boghandlerforeningens direktør Olaf Winsløw). Andre talte fejlagtigt om »at vende tilbage« til faste priser, selv om en indførelse af faste priser i en begrænset periode i et ellers helt liberaliseret marked er en ganske anden model med en anden effekt end den gamle ordning. Også her er der brug for dialog for at sikre, at vi mener det samme med centrale begreber.
Kort sagt: Lad os få sat gang i en mere systematisk og målrettet dialog – gerne i form af en heldagskonference – evt. med flere sideløbende begivenheder i løbet af dagen – og under alle omstændigheder med mulighed for også uformelt at netværke.

Slankekure virker ikke! Nævn mindst tre af de syv grundlæggende principper i Lise Baltzers nye livsstilsbog Spis med Mindfulness – den direkte vej til naturlig vægt.
Svar modtages på bogmarkedet.dk
Der vil blive trukket lod, og de tre heldige vindere vil få et eksemplar af Spis med Mindfulness tilsendt med posten.
Send dit svar her samt navn og adresse
Tilføj kommentar