5/12/2011
Bjarke Larsen
LEDER:

Der er ikke meget, der tyder på, at julehandlen kan redde boghandlere og forlag fra at skulle se tilbage på 2011 som et økonomisk meget skuffende år.

Tværtimod var der allerede en måned før juleaften de første eksempler på, at detailhandlen generelt i panik var begyndt at sætte priserne ekstraordinært ned på udvalgte varer og indføre før-jul-udsalg.

Salgsstatistikken for 3. kvartal viste et samlet fald i forlagenes omsætning på 5,8 pct. i forhold til samme kvartal sidste år – og et fald på 4,8 pct. for årets første ni måneder sammenlignet med 2010. Særlig slemt ser det ud for salget til boghandlerne, hvor der er tale om en nedgang på 10,6 pct. i 3. kvartal og 8,0 pct. for året som helhed.

Det er tal, der vil få alarmklokkerne til at ringe, hvis de som frygtet ikke rettes op af julehandlen. Og oven i den generelt pessimistiske krisestemning i samfundet og sparsommeligheden hos forbrugerne kommer en bekymring i branchen over, hvorvidt der er tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt forskellige bestsellere til at trække folk ind i boghandlerne i det nødvendige antal. Ikke meget kan nå at blive sat i værk på denne side af den 24. for at vende situationen – med undtagelse af slagtilbud, tag-3-betal-for-2 og andre tiltag med fokus på prisen. Det skulle da lige være øget annoncering, men tør de trængte forlag brænde rigtig mange penge af i en situation, hvor mange andre brancher også har kørt kanonerne i stilling til en sidste-øjebliks-kamp om forbrugernes gunst?

Har forlagene skudt sig selv i foden ved at medvirke til, at bestsellerne sælges så billigt, som tilfældet er? Hanne-Vibeke Holsts Undskyldningen kan f.eks. fås til 167 kr. Peter Øvig Knudsens Hippie til 192 kr. og Erik Valeurs prisvindende Det syvende barn for 198 kr. Hvor fedt er det lige for såvel giver som modtager med store, anmelderroste bøger i det prisleje, hvis begge parter er vant til, at en gedigen bog af denne type koster i hvert fald 299 kr. Kan hænde, at signalværdien får nogle til at fravælge bøger som gavemulighed?

Lander året som helhed på samme niveau som de første tre kvartaler vil situationen udløse rationaliseringer og indskrænkninger rundt omkring. Forhåbentlig har Boghandlerforeningens direktør, Olaf Winsløw, ret, når han forleden til Jyllands-Posten sagde, at han ikke tror, at det vil udløse »en stor gruppe af lukninger«, men at man kan nøjes med forskellige former for tilpasninger, herunder mindre personale. Forlagene bliver på tilsvarende vis formodentlig nødt til at se nærmere på antallet af ansatte, men også udgivelsesprofilen vil givet blive gået efter i sømmene. Ud fra en kortsigtet, markedsøkonomisk betragtning vil det let føre til, at man dropper en række at de titler, som hjertet siger »ja« til, men hvor en nøgtern analyse viser, at salgspotentialet ikke er voldsomt stort. Kort sagt: færre smalle udgivelser og endnu mere fokus på bestsellerne. Strategisk vil det være en alvorlig fejl på den måde at sortere de kommende års vækstlag fra.

Det er skønlitteraturen samt børne- og ungdomsbøger, der har oplevet den største nedgang i 2011. Fortsætter den tendens, samtidig med at der skæres dybt i vækstlaget, bør det for alvor få alarmklokkerne til at ringe. Ikke kun af merkantile grunde i branchen, men i høj grad også af kulturpolitiske og dannelsesmæssige grunde hos politikerne.

Kommentarer

Bjarke Larsen skriver i sin leder om prisfaldet på nye bøger:

"Hvor fedt er det lige for såvel giver som modtager med store, anmelderroste bøger i det prisleje [under 200 kr.] , hvis begge parter er vant til, at en gedigen bog af denne type koster i hvert fald 299 kr. Kan hænde, at signalværdien får nogle til at fravælge bøger som gavemulighed?"

Hvis det vigtigste for gavegiveren er at vise hvor mange penge han kan spendere på sine elskede og venner, så har han jo nu den lykkelige mulighed at give TO bøger :-) Og han kan jo også gå til en bogbinder og få lagt læderbind og bladguld på "Hippie".. Han må bare håbe, at modtager ikke har købt en iPad siden sidste jul.

Kom ind i kampen - der hvor den står. Ingen læsere har interesse i højere priser. Og mange forfattere kan også se fidusen i at sælge billigere til flere.

Karsten Pers - www.forlagetmondo.dk

Nu kunne man jo også prøve den anden vej rundt. At sælge billige og derved få flere kunder. Personligt læser jeg 60-70 bøger om året. Alle er købt i England, da de kun koster en femtedel af hvad de koster i Danmark. Jeg begynder ikke at købe dansk før priserne matcher de engelske.
www.kandor.dk

Thumbs up til Nikolaj her!
Jeg er forfatter og skriver både børnebøger og voksensatire og må bare erkende, at jeg er fuldstændig bedøvende ligeglad med, om mine bøger koster 299,- eller 49,95 så længe jeg bare kan leve af det og læserne nyder at læse det, jeg skriver.

Så til forlagene vil jeg bare sige: tallet er 2012, ikke 1220...

http://holbohistorier.blogspot.com
http://facebook.com/holbohistorier
http://holbo-historier.dk

Tilføj kommentar

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.


© BogMarkedet Landemærket 5,31119 København K
Alt materiale på dette website er beskyttet af lov om ophavsret

Bogen i Danmark

KALENDER

Henter kalender ...

KONKURRENCE

Slankekure virker ikke! Nævn mindst tre af de syv grundlæggende principper i Lise Baltzers nye livsstilsbog Spis med Mindfulness – den direkte vej til naturlig vægt. 

 

Svar modtages på bogmarkedet.dk 

 

Der vil blive trukket lod, og de tre heldige vindere vil få et eksemplar af Spis med Mindfulness tilsendt med posten.

Send dit svar her samt navn og adresse

info@bogmarkedet.dk