25/8/2011
Bjarke Larsen
LEDER:

Jussi Adler-Olsen og Leif Davidsen rejser nogle yderst relevante og påtrængende spørgsmål i artiklen i dette nummer af BogMarkedet om e-bøger og faste bogpriser. 

Der er en lang række negative konsekvenser af de frie bogpriser og det utøjlede salg af e-bøger til stadig lavere priser: Der vil blive stadig færre boghandlere, og indtjeningen hos såvel forlag som forfattere vil falde, bortset fra de største bestsellere. Jussi Adler-Olsen beskriver i artiklen på glimrende vis de negative følger af alt dette, så det er der ingen grund til at gentage her.

I stedet er der god grund til at beklage, at branchen som sådan og især boghandlerne lod sig slæbe til slagtebænken som paralyserede offerlam da nogle af de toneangivende forlag skiftede holdning og gik ind for frie priser. Der er mange, der sætter spørgsmålstegn ved de frie bogprisers lyksaligheder. Men ingen tør sige det højt. »Løbet er kørt, og vi får aldrig faste bogpriser indført igen,« lyder det samstemmende, mens man med hænderne i skødet opgivende venter på, at boghandlere lukker og slukker på stribe. Hos forlagene ser man med gru på de absurd lave priser, e-bøger nu sælges til i USA. Priser i det niveau kan nogle godt overleve på, hvis man har engelsk som hovedsprog, men ikke hvis man skriver og sælger til de kun 5 millioner danskere. For langt hovedparten af forfattere og forlag fører et stigende salg i kølvandet på de faldende priser ikke til øget indtjening, når hele regnestykket er gjort op.

I en række europæiske lande har man ud fra kulturpolitiske hensyn beholdt de faste bogpriser, så de gælder i hvert fald i en periode af bogens liv. I Norge er regeringen ved at ophøje en brancheaftale om faste bogpriser til lov – med opbakning fra alle brancheforeninger vel at mærke.  Og i Frankrig viste politikerne sig modige nok til at erkende, at man havde begået en fejl ved at indføre frie bogpriser. Derfor vendte man tilbage til faste bogpriser, som også findes i Tyskland, Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Holland, Østrig og – fra årsskiftet – Schweiz. I Ungarn, Slovenien og Norge er de faste priser reguleret via brancheaftaler. I alt 12 lande. Det er en tanke værd, at en række af Europas førende kulturlande har valgt denne linje.

En fast salgspris i bogens første seks måneder, hvor p-bog og e-bog sælges til samme pris, hvorefter priserne gives frit, vil indeholde det bedste fra begge verdener. Det vil markant forøge overlevelsesmulighederne for de mange boghandlere, der i øjeblikket kun klarer sig igennem med det yderste af neglene. Det vil sikre forlagene og forfatterne en bedre indtjening. Og det vil fortsat gøre det muligt for supermarkeder og andre salgskanaler at profitere på en bestseller, fordi der stadig er salg i både dem og en lang række backliste-titler også efter det første halve år. Ved at gå over til frie (og dermed lavere) priser efter det første halve år vil det også være muligt at fastholde de mange nye læsere, der er kommet til i de seneste år i kølvandet på de faldende bogpriser.

Det er værd at afprøve modellen i en treårig periode og så evaluere. Netop nu, hvor vi er på vej ind i en valgkamp og efter alt at dømme får en ny regering, er mulighederne for politisk nytænkning større, end de har været i mange år. Så lad os få debatten. Vi stiller spalter og hjemmeside til rådighed.

Kommentarer

De seneste års udvikling efterlader ingen tvivl om, at frie priser kun gavner supermarkederne (og retfærdigvis: internetboghandlerne), for hvem bogsalget kun tjener det ene markedføringsmæssige formål at trække kunderne ind i butikkerne for at stimulere salget af deres øvrige varesortiment.
Alle andre - boghandlere, forlag, bogklubber, og ja såmænd også kunderne som oplever begrænset udbud af titler i den almindelige boghandel, lider under den nuværende junglekapitalisme inden for et iøvrigt meget følsomt lille kulturelt nicheområde, som bogbranchen.
Så ja til en tilbagevenden til fastprissystemet i en modificeret form.
Og lad os være offensive i den debat - alt for længe har ultraliberlismen haft frit spil - i dette lille land!

Med venlig hilsen
Flemming Møldrup
ABC Forlag

Tilføj kommentar

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.


© BogMarkedet Landemærket 5,31119 København K
Alt materiale på dette website er beskyttet af lov om ophavsret

Bogen i Danmark

KALENDER

Henter kalender ...

KONKURRENCE

Slankekure virker ikke! Nævn mindst tre af de syv grundlæggende principper i Lise Baltzers nye livsstilsbog Spis med Mindfulness – den direkte vej til naturlig vægt. 

 

Svar modtages på bogmarkedet.dk 

 

Der vil blive trukket lod, og de tre heldige vindere vil få et eksemplar af Spis med Mindfulness tilsendt med posten.

Send dit svar her samt navn og adresse

info@bogmarkedet.dk