Den er så fuld af fejl og i det hele taget så mangelfuld, at den desuden bør trækkes tilbage af avisen, fordi dens misvisende tal og konklusioner nu er begyndt at blive brugt i den offentlige debat – se f.eks. blogindlægget ”Du er ond!” af Damian Arguimbau.
Brancheanalysen blev lanceret i midten af december. En længere artikel og nogle nøgletal blev offentliggjort i et af avisens erhvervstillæg, og hele analysen kunne købes på nettet formedelst 990 kr. Hovedartiklen om branchen blev bragt under overskriften »Forlagsbranchen er selv blevet en god historie« og med det glade budskab, at det efter nogle hårde år gik bedre for forlagene i 2009/10, fordi »det samlede driftsresultat blev forbedret med hele 122 mio. kr. og årets resultat med 105 mio. kr.«, som det hed i artiklen. Det var en optimisme, man havde svært ved at genkende i branchen.
Købte man hele analysen, viste den sig kun at bestå af en række regnskabs-nøgletal for perioden 2007-2010 vedrørende de 40 største forlag. Nøgletal, der ikke var bearbejdede, og hvor der ikke var taget højde for specielle forhold for de enkelte forlag. Samtidig var listen ufuldstændig, og der optrådte firmaer, som i dag ikke længere er forlag.
En af de større fejl er, at Danmarks fjerde største forlag – People’sPress – ikke er med på oversigten.
Til gengæld er New Era Publications International med som Danmarks tredje største forlag. Bag navnet findes den europæiske gren af Scientology, der har hovedkvarter i Danmark, hvorfra de distribuerer deres bøger og andre materialer til en stor del af verden. Mon ikke det er at strække definitionen lidt for meget at kalde det for en del af den danske forlagsbranche? I hvert fald hvis en brancheanalyse skal være meningsfuld og brugbar.
På samme måde er nummer seks på listen firmaet Biblioteksmedier A/S, der ikke producerer bøger, men distribuerer dem til biblioteker og skoler sammen med AV-materialer og andet. Biblioteksmedier er dog blevet overhalet af Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, der optræder som Danmarks fjerde største forlag, foran JP/Politikens Forlagshus. Hvad er der sket? Man har regnet omsætningen i Busck-boghandlerkæden med!
Listen kan gøres meget længere. Som et sidste kuriosum skal blot nævnes, at det forlag i Danmark, der er bedst til at tjene penge, ifølge Berlingske er Gullestrup Bogtrykkeri, som har haft en gennemsnitlig afkastningsgrad på 59 pct. i perioden. Men firmaet er ikke et forlag: hvis man søger hos saxo.com, dukker der en – 1 – bog op, nemlig Digte fra marsken, og søger man på bibliotek.dk, finder man ud af, at der står fem bøger på danske biblioteker med Gullestrup Bogtrykkeri som udgiver. Heraf er den ene et festskrift til den tidligere ejer i anledning af en rund dag, og en anden er udgivet i kommission for et lokalt museum.
Det tager cirka to minutter at lave ovennævnte søgning, og yderligere et par minutter at ringe til bogtrykkeriet og få at vide, at der er tale om et helt almindeligt trykkeri. Men end ikke den research har man hos Berlingske ulejliget sig med at foretage. På den baggrund er det ikke for store ord at kalde ’analysen’ en regulær skandale.
BogMarkedet har skrevet til Berlingske og påpeget ovenstående, krævet pengene retur og henstillet til, at man ophører med at sælge analysen. Vi opfordrer andre til at gøre det samme.

Slankekure virker ikke! Nævn mindst tre af de syv grundlæggende principper i Lise Baltzers nye livsstilsbog Spis med Mindfulness – den direkte vej til naturlig vægt.
Svar modtages på bogmarkedet.dk
Der vil blive trukket lod, og de tre heldige vindere vil få et eksemplar af Spis med Mindfulness tilsendt med posten.
Send dit svar her samt navn og adresse
Tilføj kommentar