(Teksten er skrevet på baggrund af et oplæg holdt på SDU sammen med forfatter Jens Christian Grøndahl og professor Anne-Marie Mai).

Jeg vil tro, at man med komplicerede kunststøttesystemer har det som med komplicerede forhold: det ender ofte skidt.

Her er f.eks. tre helt tilfældige eksempler på, at kunststøtte – det er noget, vi har det kompliceret med:

1. Sidste år på denne tid var det tid til finanslovsforhandling. En pulje udløb, beløbet var ca. 11 mio. kr. En positiv begivenhed blev arrangeret, 230 forfattere på Københavns og Århus hovedbibliotek læste op gratis. Diskussionen blev highjacket, fordi nogle genreforfatter mente, at kunststøtten gik til de forkerte, i det her tilfælde særligt forfatterskoleelever. En negativ historie blev det, der fyldte, ikke hvad der ville ske med næsten en fjerdedel færre legatmidler.

2. I foråret smækkede Politiken mange kvindelige forfattere op med portræt og navn på selve forsiden med teksten om, at kvinderne var løbet med støtten i de seneste fem år. Underteksten var, at der var nogen, der fik, fordi de – i det her tilfælde var kvinder – og ikke fordi de var bedst. Negativ historie. (Tænk at bullshitdetektoren ikke blev brugt. Historien havde jo først været rigtig interessant, hvis det kun havde været mænd).

3. Sommerens pressedækning af Jens Christian Grøndahls begæring om aktindsigt, igen en negativ vinkling hvor temaet er, at nogen får noget, som nogen andre hellere skulle have haft – og han vælger at påpege et strukturelt problem via pressen i stedet for via det kunststøtteudvalg, der arbejdede på højtryk på samme tid.

De tre eksempler her – er de udtryk for et vilkår, vi må leve med?
At selvom vi har verdens fineste kunststøttesystem, hvor vi kan uddele til en forfatter, fordi vi tror, han vil skrive noget godt i sin arbejdsro, men at det ikke gør noget, hvis han ikke gør alligevel, så kan vi ikke rigtig rumme det? Kan vi i virkeligheden ikke snuppe, at der virkelig er så højt til loftet? Måske vil kunststøtten altid trække overskrifter a la dem, jeg lige har nævnt. Måske skal bare lære at leve med det. Og som bekendt er det jo mest politisk korrekt at sige, at al debat er velkomment, og vi skal kunne tåle at sige alt til alle.

Eller er der vitterligt noget strukturelt galt med måden, vi uddeler kunststøtten på? Kan vi simpelthen undgå de i mine øjne meget destruktive historier ved at lægge støttesystemet om?

Det har vi heldigvis fået en mulighed for at blive klogere på nu. En Liebst-rapport er lavet, og heldigvis har den nye minister valgt at sende rapporten i høring, og så kan sådan nogle som den organisation, som jeg repræsenterer få lov at øve indflydelse – og f.eks. fikse det problem, som f.eks. Jens Christian Grøndahl påpegede i sin begæring om aktindsigt.
Forslaget går ud på at omlægge Kunststyrelsen, der administrerer de to ben i støttesystemet Kunstfond og Kunstråd, til et kunstinstitut a la filminstituttet.
Det væsentlige her er, at man i så fald får skubbet politikerne meget langt væk, faktisk udpeger ministeren kun bestyrelsesformanden, og man arbejder autonomt under en 4-årig rammebevilling.

Interessant.

Men flertallet i rapporten gør også op med en væsentlig struktur: det tostrengede. Det er ikke godt at pille ved det.

For forfatterne er der faktisk tale om et trestrenget system:

1. Frie midler i Kunstfondet, som tildeles efter ansøgning på baggrund af en kvalitativ vurdering af forfatterens tidligere bøger

2. Frie midler i biblioteksafgiften, som tildeles automatisk på baggrund af bibliotekernes indkøb af tidligere udgivelser

3. Bundne midler i forskellige puljer under Kunstrådet, som tildeles efter ansøgning til endnu ikke færdiggjorte bøger eller andre projekter (oplæsning, undervisning, festivaler m.m.).

Forfattere har desuden mulighed for at få støtte fra bl.a. Undervisnings- og Udenrigsministeriet, fra forskellige emneorienterede instanser (fx Friluftsrådet), fra private fonde og fra regioner og kommuner.

Det er Forfatterforeningens opfattelse, at det flerstrengede system styrker mangfoldigheden i litteraturen. Dels tilgodeser forskellige systemer forskellige forfattere (med forfattere menes der her også fx illustratorer og oversættere), dels bliver det på den måde en bredere personkreds, der bedømmer forfatterne.

Sådan må det mægtig gerne blive ved med at være.

Derudover foreslår rapporten også mange andre småjusteringer, hvor en del af dem kommer lige fra vores hjerte.

For os er det 3 klumper:

Livsvarige ydelser

Habilitet

Dokumentation

De livsvarige ydelser
Rapporten løser de problem, Jens Christian Grøndahl rejste: At man som modtager af den livsvarige ydelse kan få nej på ansøgning om et arbejdslegat. Rapporten foreslår, at beløbet for livsvarige ydelser hæves, mod at man til gengæld ikke kan søge legater.

Habilitet
Forfattere bliver ustandselig bedømt af andre faggrupper i andre sammenhænge: Bibliotekarer skriver lektørudtalelser og køber ind til bibliotekerne (og er dermed eneste vurderende instans for biblioteksafgiften), anmeldere skriver om forfatternes bøger i pressen (og har dermed indflydelse på salget), litterater har indflydelse på, hvem der kommer med i litteraturhistorien, både nu og på længere sigt. I litteraturudvalgene bedømmes forfatterne i stedet af andre forfattere. Det er der god grund til, for mens de øvrige faggrupper har stor erfaring med at læse færdigskrevne og redigerede bøger, har udvalgenes forfattere erfaring med, hvordan man forløser en idé på højt kunstnerisk niveau, og dermed også træning i at vurdere potentialet i det, der ikke er skrevet endnu.
Litteraturudvalgene består typisk af forfattere og enkelte litterater, ofte med en litterat som formand. Nogle er indstillet af de to forfatterforeningers repræsentanter, andre af kulturministeren. Vi er helt enige med udvalget i at nogle af posterne slås op, sådan at mindst ét medlem af hvert udvalg indsættes efter ansøgning, valgt fx af repræsentantskabet i samarbejde med kulturministeren. Samtidig foreslår vi at sætte honoraret op med mindst 100.000 kr. Arbejdsmængden, især i Kunstfondets litteraturudvalg, er helt ude af proportion med honoraret, og medlemmerne sætter ofte penge til ved at sidde i udvalgene. Det højere honorar skal samtidig modsvares af et forbud for udvalgsmedlemmerne mod selv at søge legater, hvad der vil modvirke anklager om nepotisme og inhabilitet.
Det er vores opfattelse, at der ikke er hold i anklagerne om generel indspisthed eller inhabilitet i udvalgene. Alligevel ser vi gerne, at udvalgene indrettes på en måde, som tager højde for, at inhabilitet kan og vil forekomme, og som anviser klare og enkle regler i den situation, så ingen kommer til at bedømme ansøgninger fra nærtstående.

Dokumentation
Det nuværende Kunstråds opgave eller det kommende kunstinstituts opgave bør fremover være at dokumentere, evaluere, forklare og deltage i debatten om kunststøtten samt at rådgive kulturministeren. Vi mangler virkelig også en analyse af, hvordan liberaliseringen af bogmarkedet har påvirket forfatternes levevilkår og arbejdsforhold.
Altså et langt tydeligere hvorfor og dermed et hvordan.

Særligt de tre punkter, de livsvarige ydelser, habilitet og dokumentation, løser strukturelle udfordringer ved det nuværende system. Men løser de den iboende konflikt? Altså at politikerne ønsker et system med bredest mulig opbakning og forståelse for kunstens civilisatoriske og demokratiserende karakter over for et system, der alene skal udvælge den bedste kunst på kunstens egen præmis?