Dansk Forfatterforening har lavet en Facebookside, der hedder ”Ordvalget”, hvor vi gerne vil diskutere litteraturpolitik med de politikere, der siger, de dedikerer sig til kulturen.
Her hvor valgkampen snart er en uge gammel, er det kun lykkedes os at få to kulturpolitikere i tale. Det er Pernille Frahm fra SF, og de Radikale Venstres Uffe Elbæk, pt. uden for Folketinget, og han begyndte samtalen om kulturen og litteraturens betydning i valgkampen på Facebook sådan her: ”Dejligt...men hiv i mig, hvis jeg ikke svarer, for lige nu ligger jeg vandret pga af valget.”
Venstres kulturordfører Troels Christensen siger til dr.dk, at kulturpolitik ” handler jo om timing, og i en valgkamp er kultur ikke noget, som man får skulderklap for hos hverken sine kolleger eller hos vælgerne. Derfor prioriterer man andre emner”.

Mundkurv eller manglende regneevner?
Dansk Forfatterforening har over 3.000 fans, som jo alle har mindst 100 venner, så enten kan politikerne ikke regne, eller også mener de ikke rigtigt, at kulturen er vigtig, når det kommer til stykket.

Ret forstemmende.

Det kan være, de har mundkurv på og kun må tale om multikultur, efterløn og global krise. Men det kan også være, at der slet ikke er en reel politisk forståelse for kulturens betydning i det danske samfund. At selv for en kulturpolitiker, som nok forstår at beklage sig til os over, at de ikke kan vinde gehør for deres synspunkter i deres partier, og at det er ærgerligt, at kulturministeren sidder så langt fra statsministeren til ministermøderne, betyder kulturen ikke mere end glasuren.

Savner stærkere politikerprofiler
I Politiken den 31. august fremlagde avisen en større Megafonundersøgelse, der viser, at 67% af de adspurgte mener, at den nuværende støtte til kulturen skal enten opretholdes eller øges. To tredjedele. Det er et meget, meget højt tal. De er vel også en slags vælgere?

Politikerne til årets valgkamp må i hvert fald gerne tale om vækst. Hvorfor kommer væksten i kulturens brancher så ikke på tapetet? I Information den 30. august udtalte direktør Rasmus Wiinstedt Tscherning fra Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi under Kulturministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet: ”De kunstneriske og kreative brancher vokser, de skaber vækst, og de bidrager til vækst i den øvrige industri. Men de bliver overset af politikerne”.

Per Smedegaard, teaterchef hos Svalegangen i Aarhus, udtaler i samme artikel, at ”kulturpolitik bliver italesat som en udgift, og det er i virkeligheden absurd, set i lyset af hvor indbringende og hvor god en forretning det også kan være for Danmark. Men det fokus har længe været fraværende, og desværre også i disse uger”.

Måske har vi en politisk iboende konflikt. Kulturordførerne er ikke de stærkeste profiler i partierne. Når en kulturpolitiker klarer sig godt, bliver han eller hun rykket frem i hierarkiet – som vi så det med Venstres Ellen Trane Nørby, der først var kulturordfører, så medieordfører og nu politisk ordfører. Dansk Folkeparti har derimod forstået spillet på en helt anden måde – når kulturen og ikke mindst dens støtteordninger kommer på dagsorden, så kan formanden godt finde ud af at træde i karakter og sætte sig selv i spil som minister for området, som vi så det for to år siden med Pia Kjærsgaard.

Bibliotekerne på dagsorden
For os at se må der være masser af stemmer i at italesætte de danske folkebiblioteker. Den nyeste undersøgelse viser, at borgerne er meget glade for bibliotekerne, og at den primære årsag til, at bibliotekerne oplever 36 millioner fysiske besøg om året, er at borgerne kommer for at låne materialer. Alligevel beskæres området, og bibliotekernes raison d’être skal genopfindes til hver eneste konference, hvor brugerinddragelse, rekreativitet, borgerservice og andre nye buzzwords altid er på tapetet. En åbenlys politisk diskussion at tage, så hvorfor når bibliotekerne ikke dagsordenen?
Følg gerne med på facebook.com/ordvalget og deltag også gerne her på siden. Vi helmer ikke.