Af Inge Lise Hornemann, formand for Danske skønlitterære Forfattere

For nogle uger siden bragte et dagblad et interview med en af landets dygtige og succesfulde ungdomsforfattere, som med et skævt smil røbede, at hans redaktør havde bedt ham ændre en lille detalje i et manuskript - kunne det mon ikke lade sig gøre, at hans romanfigur drak danskvand i stedet for cola?
Artiklen stod at læse nogenlunde samtidig med, at en anden, dansk forfatter, Ditte Birkemose, gjorde sig sine erfaringer med, hvilken litteratur der er salonfæhig, og hvilken der ikke er det. Forfatterens nyeste roman Drengen fra Agadir, der udkom i foråret, fik en fin modtagelse på de hjemlige breddegrader, og hun havde naturlige forventninger til, at bogen ligesom hendes foregående også ville udkomme i Tyskland. Sådan gik det imidlertid ikke. Det tyske forlag besluttede, at man ikke ønskede at udgive den, en beslutning, der ikke blev truffet ud fra en litterær kvalitetsvurdering, men som følge af romanens omdrejningspunkt. Handlingen i romanen er spundet omkring en marokkansk dreng, der måske, måske ikke har ladet sig rekruttere af en islamistisk terrorcelle, og forlaget meddelte Ditte Birkemose, at man ikke fandt en radikal muslim egnet som emne for en krimi.

Set hver for sig kunne man måske tale om to episoder, som begge tangerer det lattervækkende, men tilsammen bør de få advarselslamperne til at blinke.
Det tyske forlag vil naturligvis hævde, at man blot har benyttet sig af sin gode ret til at lade være med at udgive en bog, og på samme måde vil ovennævnte redaktør kunne pointere, at så længe den famøse cola ikke har afgørende betydning for historien, er der ingen som helst grund til, at den ikke lige så godt kunne være en uskyldig danskvand uden vanedannende sødestoffer.
I ingen af tilfældene er der tale om censur - i så fald havde anklagen været simpel. Derimod handler såvel forlag som redaktør ud fra en bevæggrund, som er så tilpas udokumenterbar og uformaliseret, at det ender med at blive endnu værre end censur. Det, vi her har med at gøre, er den subtile korrekthed. Det er dén, som vi udmærket ved agerer ud fra de ædleste motiver og kun vil os alle det bedste. Men den indeholder også en moralsk agenda, som ingen skal stå til ansvar for, på trods af at nogen jo i sagens natur må have besluttet, hvad der er mere rigtigt end andet.

Der er grund til at råbe vagt i gevær, fordi korrektheder har det med at udvide sig og hen ad vejen bliver så normaliserede, at det til sidst virker logisk, at visse ord og på sigt også visse former for litteratur bliver ekskluderet fra det gode selskab. Hvad bliver det næste, som vi forfattere ikke må berøre? Hvilken roman-figur er etisk uforsvarlig, og hvilken er ikke?
En hver forfatter vil forfærdelig gerne udgives, og naturligvis kan den radikale muslim forvandles til en kordegn, ligesom en ungdomsroman kan gå det sundhedspolitiske ærinde og foregive, at man sagtens kan være ung uden at behøve forholde sig til colaer, hash, klamydia og sprut.  

Men hvis litteraturen skal underlægge sig en moralsk form for product placement og i øvrigt holde sig fra sprængfarlige emner, hvor fri er den så egentlig?