Jeg bor ude i skoven. Langt, langt, langt ude i den svenske skov, derude hvor der er bjørne og ulve – dér bor jeg. Sammen med min familie. I en bjælkehytte. Uden el og vand. Vi kan sige det er et litterært eksperiment, en eksistentielt stillingtagen, et eller andet. Et eller andet er det HELT sikkert.
Herude har de ikke aviser så når en ven kommer forbi med hele stakken, hjemme fra Danmark, er det en stor begivenhed. Og det var der så en der gjorde her den anden dag.

Jeg elsker at røre ved aviser. Det føles som pergament, skrøbeligt og forgængeligt, lige til at smide ud og alligevel så monumentalt: her står der alt det vi som samfund, som helhed, mener.
Så jeg læser slavisk Politiken, Information, Berlingeren og Jyllandsposten. Jeg finder ud af hvor vi som samfund står og hvad vi mener. Med fingrene følger jeg bogstaverne, det står der jo - sort på hvidt!
Jeg tager det lidt af gangen. Henover mange dage. Jeg kan ikke kapere samfundet i én lang avislæsningsseance.
Diskurserne overvælder mig. Det nærmest overfalder mig. De sniger sig ind i min hjerne og tæsker løs på mig selv.
Det er for meget. Især fordi de så grundlæggende irriterer mig. Aviserne altså. Det er de godkendte diskurser og den måde samfundets normer og værdier sanseløst reproduceres. Det her synes vi om færdigretter. Det her synes vi om børneopdragelse. Dem her kan vi lide. Dem her kan vi ikke lide. Igen og igen.

Og der er ingenting der forandrer sig. Der står grundlæggende det samme som der gjorde sidste år og det går op for mig at nyheder ikke er nyheder, de er bare cases, ligesom da jeg undervise i Psykologi på uni og brugte cases til at illustrere noget typisk.

Noget om samfundet. Noget om de ting vi tror på. Hvad vi mener.
Godkendte analyser, forståelsesrammer at putte det hele ind i.
Og nu vi er ved det, så er det faktisk ikke engang det faktum at nyhederne ikke forandrer sig der irriterer mig allermest. Det er avisernes bogtillæg og lad mig fortælle dig hvorfor:

1) Det var jo OS der skulle komme med noget nyt! Det var jo os der skulle sætte spørgsmålstegn og tvinge det hele i perspektiv. OS!

Det var dét. Det er primært dét der irriterer mig.

Her render vi rundt, i avisernes bogtillæg med vores personlige cases og vores portrætbilleder - som alle sammen er variationer over temaet: jeg har ondt i øjnene - jeg kigger ned, jeg rynker brynene over min cigaret, jeg stirrer blankt ind i kameraet, jeg kigger til den ene side, jeg kigger til den anden side, jeg stiller mig i en mærkelig positur, jeg kigger væk, jeg ser forførende ud, jeg fucking flirter- I fucking flirter, forfattere men der er ikke nogen der bider på. Og dét irriterer mig også.
Èn ting er at vi bare reproducerer diskurserne, at forfatterinterviewene er de samme som sidste år, at ordene, følelserne, udgivelserne handler om det samme- at anmeldelserne og artiklerne er så mærkeligt fjerne og distancerede, rationelle, overvejede, analyserende noget andet er at vi ikke bliver elsket.

Hvis vi så bare I DET MINDSTE blev elsket. For forsøget.
Men nej. Vi er cases. Vi siger bare noget om samfundet.
Det var jo for helvede i avisernes bogtillæg at jeg skulle læse om dét der kunne revolutionere min verden! Noget der kunne forandre det hele! De vildeste elskerinder, dragetæmmere og løvejægere!
Det er de samme spørgsmål vi bliver stillet og det er det samme vi svarer.
Vi er metervarer.
Underholdning.
Tandløst.

De enten elsker os på den der ”jysk, kvindelig læser” segmentagtige måde (tag nu f.eks. Murakami, ham er der mange der elsker, han er lidt en profet, altså ifølge avisernes bogtillæg, han er æterisk, der er noget ophøjet over ham, noget overjordisk og uendeligt fængende, han er nærmest et mysterium) eller også hader de os. Og det er næsten det værste. Jeg hader når de hader os.

Som nu f.eks. anmelderen der smækker en kvart sides portrætfoto af lidende kvinde med blankt ansigt og sarte øjne op i AVISEN for nedenunder at skrive noget om at talentet ikke rækker, toeren er ikke lige så god, det er ærgerligt, virkelig ærgerligt at se nogen misforstå sig selv og sin genre sit budskab og sit talent på den måde.
Jeg stirrer mest bare på portrætbilledet. Med mit blanke ansigt. Og mine sarte øjne.

Jeg kan godt huske hvordan det er, når de enten hader en eller elsker en i hvilken forbindelse jeg føler en spontant trang til at udtrykke: fuck dig (selvcensureret) og din sensationslystne anmelderstil hvor det tydeligvis gælder om at blive lun i trussen over egen sviner-ekviliprisme. Det er for nemt!
Blankt ansigt. Sarte øjne.

 
NÅMEN alt dét er faktisk ikke det værste. Det værste er ikke at vi ikke forandrer verden, det værste er heller ikke at vi ikke bliver elsket nok, nej, det værste er at der i avisen er billeder af folk jeg KENDER.

MitnavnerKeith er blevet radiovært og Adda Djørup netop udkommet med en række digte pr. postkort. Jeg kender dem begge to, de er en del af mit ”professionelle netværk” så jeg kender dem ikke... men jeg kender dem.
Og det irriterer mig. Et stik af jalousi. ”Det kunne være mig!”
Og dét irriterer mig også.

I avisernes bogtillæg læser jeg om mine kollegaer. Pludselig er bogens verden blevet så lille. Pludselig handler det om succes og anerkendelse og om at komme IND i de der anerkendte diskurser.
Og det irriterer mig virkelig.
Jeg irriterer virkelig mig selv.
Det er faktisk derfor jeg nærmest aldrig læser avisernes bogtillæg.

 
Andrea Hejlskov er forfatter og foredragsholder. Følg Andrea´s liv i skoven på www.andthegreatescape.blogspot.com