Røgen efter folketingsvalget har så småt lagt sig, men det bør ikke betyde, at den småmumlende debat om kulturpolitikken går samme vej. Tværtimod må man ønske, at den endelig blomstrer op, nu hvor politikerne frit kan diskutere uden at frygte, at de bliver taget til indtægt for det i stemmeboksen. Det var over en bred kam argumentet for, at ingen af landets folkevalgte ville røre kulturpolitikken med en ildtang, så længe valgkampen rasede - der var kort og godt ingen stemmer i den.

Man kunne have lyst til at minde politikerne om det svar, som Churchill gav sin finansminister under krigen, da han forslog at spare kulturbudgettet væk. ”Hvad kæmper vi så for?” ville Churchill vide. Men vi lader være og begynder i det små i stedet, for det er bemærkelsesværdigt, hvad de egentlig taler om, vores kulturpolitikere, når de endelig taler om kultur. De taler om mursten. Om institutioner. Om demografi og nytteværdi og kunsten som en del af den oplevelsesøkonomi, der på få år er blevet så hot, at man både kan uddanne sig i den og brødføde sig af den. Med mindre, naturligvis, at man er kunstner.

Ingen nævner begreber som dannelse, eksistens, forståelse og indsigt. Og ingen omtaler kunsten som et væsentligt element i velfærden. Symptomatisk i 50-året for oprettelsen af Kulturministeriet, som Julius Bomholt søsatte med ordene: ”Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig.”

Det interessante spørgsmål er selvfølgelig, hvornår, hvordan og hvorfor kunsten gik hen og blev noget andet.

Måske findes en del af svaret hos kulturinstitutionerne selv, for de var blandt de første, som helt tilbage i Time Managerens æra forstod, at tid ikke er noget, man har eller tager sig - tid er tværtimod en knap ressource, og det værste, man kan gøre, er at spilde den. Vi vil opleve noget. Føle os tilført noget. Og så fik vi Erik Mortensens haute couture at se på Statens Museum for Kunst, mens operaen flyttede i Søndermarken til akkompagnement af champagnepropper og madpapir. Oplevelseskulturen var født.

Kigger man sig omkring i kunst og kulturlandskabet anno 2011 er vores behov for garniture still going strong. Til de seneste knopskydninger kan man sagtens regne litterære selviscenesættelser og biografisk fiktion, som tilføjer kunsten, hvad kunsten tilsyneladende ikke selv formår, nemlig merværdi.

Dét kunne være en interessant debat at tage, hvis vores kulturpolitikere tør og gider, nu hvor alle undskyldninger om en travl valgkamp er passé. Forudsætningen er naturligvis, at de betragter kulturen som en mental valuta og ikke deler holdning med Frank Zappa, der engang påstod, at kunst består af at lave noget ud af ingenting - og så sælge det.

Fra forfatternes side er bolden fortsat kastet i vejret. Nu venter vi på, at den bliver grebet.