Det er dybt problematisk, at Berlingskes litteraturredaktør vil censurere bøger, så mordere og lignende ikke skal have lov til at udgive bøger.

For nylig kom en kendt kvalitetsforlægger hen og spurgte mig: ‘Hvorfor er du så ond? Hvordan kan en fornuftig mand som dig være så ondskabsfuld?´ Et så skarpt angreb gjorde naturligvis indtryk på mig. ‘Hvad mener du?´ spurgte jeg vedkommende.

‘Jeg plejer da ikke at skrive ondskabsfulde anmeldelser?´ Det viste sig, at anmeldelserne var gode nok, men min ondskab bestod alene i, at jeg går ind for frie priser. ‘Det kan man ikke. Det dræber forlagene og umuliggør kvalitetsudgivelser!´ jamrede forlæggeren.

Aldrig har en aftale på litteraturens område skabt så helt utroligt mange spørgsmål, som for de flestes vedkommende kan tilskrives budbringerne (os) og parterne (hovedbiblioteker og forlag). Vi har ikke været ret gode til at kommunikere denne aftale. Måske fordi det er en aftale, der rammer lige ned i branchens achilleshæl i disse år: hvordan skal vores forretningsmodeller se ud, hvis vi også skal kunne tjene penge på litteratur i morgen? Her kommer stavepladeversionen:

(Teksten er skrevet på baggrund af et oplæg holdt på SDU sammen med forfatter Jens Christian Grøndahl og professor Anne-Marie Mai).

Jeg vil tro, at man med komplicerede kunststøttesystemer har det som med komplicerede forhold: det ender ofte skidt.

Her er f.eks. tre helt tilfældige eksempler på, at kunststøtte – det er noget, vi har det kompliceret med:

Jeg bor ude i skoven. Langt, langt, langt ude i den svenske skov, derude hvor der er bjørne og ulve – dér bor jeg. Sammen med min familie. I en bjælkehytte. Uden el og vand. Vi kan sige det er et litterært eksperiment, en eksistentielt stillingtagen, et eller andet. Et eller andet er det HELT sikkert.
Herude har de ikke aviser så når en ven kommer forbi med hele stakken, hjemme fra Danmark, er det en stor begivenhed. Og det var der så en der gjorde her den anden dag.

Røgen efter folketingsvalget har så småt lagt sig, men det bør ikke betyde, at den småmumlende debat om kulturpolitikken går samme vej. Tværtimod må man ønske, at den endelig blomstrer op, nu hvor politikerne frit kan diskutere uden at frygte, at de bliver taget til indtægt for det i stemmeboksen. Det var over en bred kam argumentet for, at ingen af landets folkevalgte ville røre kulturpolitikken med en ildtang, så længe valgkampen rasede - der var kort og godt ingen stemmer i den.

I skrivende stund er valgkampen på vej ind i sin afgørende fase, hvor meningerne typisk bliver skåret skarpt og ind til benet. Det handler om at gentage de korte, enkle budskaber. Fordybelse, debat og stor diversitet i de politiske emner hører som regel den første del af en valgkamp til.

Dansk Forfatterforening har lavet en Facebookside, der hedder ”Ordvalget”, hvor vi gerne vil diskutere litteraturpolitik med de politikere, der siger, de dedikerer sig til kulturen.
Her hvor valgkampen snart er en uge gammel, er det kun lykkedes os at få to kulturpolitikere i tale. Det er Pernille Frahm fra SF, og de Radikale Venstres Uffe Elbæk, pt. uden for Folketinget, og han begyndte samtalen om kulturen og litteraturens betydning i valgkampen på Facebook sådan her: ”Dejligt...men hiv i mig, hvis jeg ikke svarer, for lige nu ligger jeg vandret pga af valget.”

Af Jakob Kvist, kreativ direktør, People’sPress

Af Inge Lise Hornemann, formand for Danske skønlitterære Forfattere