Lotte Garbers har en uddannelse som cand.merc.int. fra Handelshøjskolen, og hun var administrationschef hos Microsoft, inden hun i 1999 besluttede at blive forfatter. Samme år debuterede hun med romanen For egen vinding. Siden har hun udsendt to romaner samt den meget erotiske novellesamling Prøverummet, der udkom i 2009. Det er også blevet til et par interviewbøger og flere noveller, der optræder i forskellige samlinger. Hendes nyeste roman Bange mænd udkommer til næste år.
Lotte Garbers blev formand for Dansk Forfatterforening i 2009 med dens 1.300 medlemmer. Dette hverv fratræder hun pr. 1. januar 2012, fordi hun flytter til Paris, hvor hendes mand er udstationeret de næste tre år for Novo Nordisk.
Hvad har du fået gennemført i din formandstid?
Noget meget synligt og noget meget usynligt. Vi er blevet mere synlige i medierne, og det er altafgørende, når man som interesseorganisation skal gøre sin mening gældende i det politiske system. Det usynlige er netværksbygning. F.eks. har vi brugt tid på gangene hos de store forlag, og det har gjort, at vi i dag har et samarbejdsklima, hvor vi kan tale konkret og direkte om tingene. F.eks. om hvordan kagen skal fordeles. Forlagene er ikke i tvivl om, hvor vi står.
Er der ting, som du ikke nåede at få gennemført?
Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke nåede at få indført biblioteksafgift på digitale udlån. Og rigtig meget andet, vi ikke har plads til her.
Hvilke opgaver ligger der til den nye formand?
Selvfølgelig den digitale afgift. Og implementering af forhåbentlig ny struktur omkring kunststøtten og opbakning om samme. Og en gennemgribende levevilkårsundersøgelse for forfattere. Og og og.
Et af de mest kontroversielle spørgsmål pt. er faste contra frie priser. Har du nogen personlig mening om den sag?
Hvis jeg var politiker, ville jeg kigge på bogbranchen med undren. Først den ene vej og så den anden. Tre måneders fast pris vil løse noget indtjening, men er det virkelig det, der redder dansksproget litteratur i fremtiden? Kan branchen ikke blive enige om noget, der rækker ud over gamle dages gode tider?
Skal du fremover være forfatter på fuld tid?
Jeg tager nu tre år, og det har jeg aldrig prøvet før. Men mon ikke jeg er sulten efter ramasjang, når jeg kommer retur?

Slankekure virker ikke! Nævn mindst tre af de syv grundlæggende principper i Lise Baltzers nye livsstilsbog Spis med Mindfulness – den direkte vej til naturlig vægt.
Svar modtages på bogmarkedet.dk
Der vil blive trukket lod, og de tre heldige vindere vil få et eksemplar af Spis med Mindfulness tilsendt med posten.
Send dit svar her samt navn og adresse
Tilføj kommentar